I fredags var jeg til Vinterjazz. Eller rettere så var jeg til Musketerfestival. Det er et fantastisk projekt, der startede helt tilbage i 2005 som en reaktion på den stilstand og håbløshed, mange kunstnere oplevede i starten af nullerne, som var tiden under den første Fogh-regering. Jeg spillede selv til festivalen i 2008, og her oplevede jeg en enormt positiv følelse af samhørighed og fællesskab. Festivalen blev startet af min gode gymnasieven Kresten Osgood, der skrev dette manifest til den første festival:

“Vi spiller for retten til kunstnerisk frihed, retten til ikke at passe ind, retten til at være os selv, retten til at stå for noget større og retten til ikke at blive forstået.”

Selvom jeg kun var almindeligt publikum denne gang, var det en stærk oplevelse. Jeg blev taget tilbage til dengang, jeg selv var en musketer, der spillede for fællesskabet, for kunsten, for samhørigheden og kampen for retten til at være os selv, ikke at passe ind og at stå for noget større. Jeg fik virkelig lyst til at gå på barrikaderne og kæmpe for at få samlet alle kunstnere og musikere til kamp. Til atter at blive musketer og stå sammen.

Måske var det også fordi vores kamp virker endnu mere håbløs i dag. Vi har spillet for livet. For kunsten. For friheden. For helvede! Vi har spillet fordi vi ikke passer ind. Fordi vi ikke kan andet, sådan som verden udvikler sig. Vi ser med afmagt på verden omkring os. Vi er lige ved at give op. Men det er derfor, der er så meget brug for musketerfestivaler og kunstnere, der står sammen og kæmper imod.

Mange tak til Kresten Osgood og alle de andre musketerer for at blive ved med at stå sammen og vise vejen. Tak for en fantastisk aften og for at give mig modet, håbet og troen tilbage midt i modløsheden.